Om Text by Benzon

Velkommen til Text by Benzon. Mit navn er Vinni von Benzon og jeg driver det danske iværksætterselskab Text by Benzon. Jeg er uddannet cand. ling. merc. Tolk og Translatør i engelsk fra CBS og er i dag statsautoriseret translatør.

I mine øjne er sprog det vigtigste i denne verden. Uden sprog, kulturel diversitet og kommunikation var verden som en af de der kedelige gryderetter, hvor man ikke kan smage, hvad der egentlig er i.

Jeg vil uden tøven tilstå, at jeg er en indædt sprognørd; jeg er sådan en, der standser op på gaden, når jeg hører et fremmed sprog, fordi jeg liiige skal prøve at gætte, hvor det er fra og hvis jeg hører et nyt ord, jeg aldrig har hørt før, kan jeg ikke vente med at finde betydningen og oprindelsen af ordet frem på nettet.

Jeg går meget op i, at sprog tales og skrives korrekt og ved, at et enkelt komma kan vende meningen fuldstændig op og ned på en sætning. Men alle kan begå fejl og se sig blinde på deres egen tekst og det er heldigvis noget, korrekturlæsning og sprogrevision kan rette op på. Men alt skal heller ikke komme an på kommaer, gradbøjninger eller foranstillede, attributive participialkonstruktioner. Man skal huske på, at sprog er levende og, ligesom os, udvikler det sig alt efter, hvordan vi bruger det. Det skal først og fremmest være et kommunikationsværktøj, så vi mennesker kan afsende og modtage budskaber og forstå hinanden.